Katalogtekst til TRANSITs udstilling på Charlottenborg 2006 – ved Ane Bülow
Marianne Hesselbjerg – Transporteret
Som en square fra en arkæologisk udgravning – hvor negativ er vendt til positiv både rumligt og tidsligt – svæver Hesselbjergs værk midt i kunstinstitutionens kultiverede og kuraterede rum. En kube af glas på 2x2x2m afgrænser det udvalgte kvadrat og stiller dets indhold og væsen til skue. Et fragment af skoven er blevet skåret ud af dets naturlige sammenhæng og transporteret ind i udstillingsrummet.
Badet i varmt, gyldent lys lever glaskubens indhold, som en verden i verden, samlet om sig selv og sin egen naturlige puls, ubevidst og upåvirket af forflyttelsen fra ét rum til et ganske andet. På en gang nutidig og tidløs eksisterer naturens helhed i kubens udsnit, som et væsen, der uden sprog - sky men stolt – er indvævet i skovens liv uden at ænse den symbiotiske cyklus, der karakteriserer dets egen tilstand og væren. Akkompagneret af kviste og løvs knap hørlige raslen interagerer kuben med beskuerens fornemmelse af tid, rum og sted, yderligere forstærket af monitorernes tidsforskudte billedflow.
Med danserens tilstedeværelse i kuben befinder Hesselbjergs værk sig i et krydsfelt mellem skulptur, installation og performance. Det iscenesætter og tematiserer mødet mellem ude og inde. Sagte og subtilt aktiverer det rum for sanselighed og refleksion hos beskueren, hvis nærvær indflettes i værkets fortælling om mødet mellem forskellige bevidstheder og potentiel transformation.
”Transporteret” er blevet til i et samarbejde med danser og koreograf Jytte Kjøbek. Hesselbjerg har i adskillige sammenhænge afsøgt både scenografien og potentialet i mødet mellem egne værker og performance i samarbejde med Kjøbek og andre koreografer.