Katalogtekst til Interims udstilling INTERIM: METROPOL: RUNDETAARN: i Rundetaarn 2009 – ved Carsten Thau
Metropol
Det mest karakteristiske ved vores epoke er udviklingen af mega-byer. Siden 2007 lever mere end halvdelen af jordens befolkning i byer, et verdenshistorisk skift. I 2050 vil 3/4 af jordens befolkning bo i byer. Byernes tiltrækningskraft er bemærkelsesværdig og deres vækst vil stille enorme krav til ressourcer, forsyninger og social stabilitet. I 2020 vil 1,4 milliarder mennesker bo i slum, afvandringen fra landdistrikterne vil i sig selv i nogle samfund true fødevareforsyningen. Verden vil i den selvsamme proces være præget af folkevandringer over landegrænser, emigrantarbejdere, organiseret kriminalitet, finansiel uro, epidemier, korruption, klimaomslag, – og alt dette vil slå ind i de urbaniserede samfund. Det 21.århundredes store bydannelser vil tumle med denne dynamik.
Storbyer består af fysiske strukturer der faciliterer et flow af mennesker, møder, kapital, information, trafik, varer. De er i højere grad end tidligere netværk bestående af såvel materielle som immaterielle strukturer. Byerne ekspanderer gennem spredte landskabelige træk, trafiklinjer, fun-scapes, geometriske planer, punkthuse, brand-scapes, tilfældige og kaotiske udvidelser, tætheder, super-tætheder, non-places, mellemrum, spredt-lavt byggeri, sprawl, lufthavne, underjordiske forbindelser etc.Væksten i den immaterielle dimension består i den digitale revolution, personlige medier, offentlige medier, rummets kolonisering med skærmbilleder i metroen, på bagsæder af taxaer, busstoppesteder, facader, billbpards, armbåndsure, lufthavnsbusser, hotellobbies, I-pods, desuden via virtuelle økonomiske transaktioner, chat-sider, computeriserede styringsmekanismer for ikke at tale om mobiltelefoni, der for den forbipasserende trediemand og den talende skaber imaginære rum og forbindelser, der til stadighed forskyder sig.
København er en hovedstad, men ikke nogen verdensby og slet ikke nogen mega-by. I kraft af sin historie og sit ry er den dog ”et sted i verden” ud over at vi lever i skæbnefællesskab med andre bysamfund på den internationaliserede planet og under en satellitparaply af øjeblikkelig kommunikation. Desuden er kloden og dens aktiemarkeder nu så integreret at en begivenhed på den ene side af jorden straks får konsekvenser på den anden side. København er en regional metropol, men næppe nogen verdensby. For at være en verdensby må en by være et sted, hvor man umiddelbart og slående fornemmer pulsen i sin egen epoke og det internationale samfund: hvad der er på spil politisk, socialt, demografisk, - hvor tingene er på vej hen. Dette fornemmer man som hurtige krusninger i hvilket som helst større bysamfund, dog udtalt i verdensbyen som et brus der overmander en. Verdensbyer reagerer seismografisk på tidens tegn og frembringer begivenheder som vi endnu ikke ved hvad betyder, men som her antager skikkelse.
Som metropoler vil vi betegne vigtige hovedstæder og storbyer generelt, og København er en sådan. De urbane, regionale centrer, metropolerne, har over historisk tid fungeret som et delta for alle mulige strømme i landet og regionen, et delta hvori der aflejrer sig viden, bygningsværker, intelligensressourcer, et områdes stærkeste æstetiske og kunstneriske ytringer, de største biblioteker, arkiver, museer, domstole, centrale offentlige institutioner etc. Dette giver metropolen en tyngde og tæthed, som også fremgår af diversiteten af mennesker. Ikke blot er der flere forskellige slags mennesker, professioner og typer, de typer der forekommer er også som følge af konkurrencen bedre til at skærpe deres profil, gøre den interessevækkende og distinkt. I metropolens transit indgår man i forbigående grupperinger: på caféen, i bussen, i metroen, i stormagasinet etc., men i disse grupper er man principielt anonym, gruppen lader sig ikke identificere som et vi. Den enkelte er en solist der skrider igennem sådanne forbigående serier og man holder andre på afstand gennem høflighed. De fleste møder overkommer man gennem små tegn og civiliserede smil. Dette giver en betydelig frihed, man kan oven i købet manipulere sine roller uden at der er nogen der blander sig, i modsætning til tilværelsen på landet eller i provinsbyen, hvor den sociale kontrol er stærkere. Samtidig kan det solistiske være en belastning, man skal selv syntetisere sit billede af verden, i modsætning til livet på landet, hvor man så at sige har sin faste rolle og identitet, som andre bekræfter. De andre er her et stabilt spejlgalleri for den enkeltes identitet i modsætning til metropolen, hvor billeder og selvbilleder kan synes flimrende, underlagt skiftende belysninger. Metropolmennesket antages derfor, som man siger med en tysk vending, at være himmelhoch jauchzend, zum Tode betrübt, altså at være euforisk helt oppe at køre den ene dag og nede i kælderen den næste.
Livet i metropolen er i den forstand spændende og elektrificerende. Siden Karl Marx beskrev dens enorme attraktioner, som en del af forklaringen på de store vandringer fra land til by, er metropolen indbegrebet af den moderne verden og det moderne liv. Metropolen består ikke længere af historiske kvarterer i centrum omgivet af villaforstæder og drabantbyer. Den blev for længst udvidet med the urban sprawl, diverse sprængte områder med lagerbygninger, indfaldsveje, fabrikker, holdepladser, indkøbscentre, isolerede højhuse og enkeltstående campingvogne, brakmarker, forladte fabrikker, en skov af skilte og reguleringer, containere, højspændindledninger etc. Man taler nu videre om post-urban sprawl, det forhold at metropolen strækker sine fangarme ud og integrerer store tilgrænsende, regionale territorier i sit økonomiske system genem pendling, påvirkning af grundpriser, trafikal struktur mv. Samtidig bliver forholdet mellem natur, landskab og bebyggelse forvandlet til et kvasi-urbant, landskab, den horisontale by. Det åbne land er under afvikling.
Metropolen er ifølge sin natur skræmmende og selve ”the thrill of modernity”. Den er som det hedder i et digt af Allan Ginzburg den store Moloch, der æder sjæle op, men samtidig arena for den absolutte spænding og delagtighed i ”verden” og sin samtid, som stadig færre mennesker ønsker at gå glip af. ”På landet kan man kun vegetere” som filosoffen Th. W. Adorno bemærkede i en aforisme.
CARSTEN THAU
