Lillebrænde kirke
Udsmykningsprojekt 2016, ej udført

Lillebrænde kirke er fra det 11. århundrede. Den fremtræder udefra uberørt af sine 900 år. I kirkens indre ser man, at årene har sat sine spor, og menighedsrådet ønsker en istandsættelse, som inddrager både arkitekt og billedkunstner. Jeg er blevet bedt om at komme med forslag til en nyindretning af kirken, herunder genåbning og udsmykning af østvindue og forslag til alter, knæfald, døbefont, pulpitur, farvesætning af og nye hynder til kirkebænke.

Tidsløshed og forenkling i respekt for kirkens oprindelige udtryk i mødet mellem mørkt og lyst, hårdt og blødt, råt og forfinet og mellem tyngde og lethed.

Skitsen er tænkt som en helhed af form, farve, stoflighed og indhold. Jeg har forenklet korets gulvplan, således at det fremstår i ét plan. Jeg mener ikke, at forhøjningen af gulvplanet mellem knæfaldets skranke og østvæggen er nødvendig i kirken på grund af den korte afstand mellem koret og skibets bagvæg. Præsten kan ses af alle kirkegængere uanset forhøjning.
Jeg har forenklet og gjort alterets og knæfaldets proportioner mindre, således at forholdet mellem rummet og objekterne kommer mere til sin ret. Skitsen viser rum, som er renset for unødvendige objekter - skabe og radiatorer i koret er fjernet. Varmeelementer vil blive lagt langs væggen på gulvet. Opbevaringsrum er skjult bag alteret.
Jeg har valgt materialer og form af respekt for kirkens smukke rum og lange historie. Jeg har arbejdet med materialet ud fra den betragtning, at de skal fremstå tidsløse i deres udtryk. Værkerne er selvfølgelig skabt i vores tid, men udtryksmæssigt rækker de både frem i tiden og tilbage i tiden. Jeg har valgt den Bornholmske blå Rønne granit, ikke kun fordi at den er smuk, men også fordi den danske granit historisk hører sammen med kirken.
Jeg har arbejdet med mødet mellem alter og de kalkede vægge, den blå Rønne granit mod de lysende hvide kalkede vægge med de fine rustrøde kalkmalerier. Knæfaldets bløde lysende lammeskind mod den hårde gyldne og blanke bronze i knæfaldets rækværk. Knæfaldets lyse udtryk mod alterets mørkere grå. Formmæssigt har jeg arbejdet med alterets geometri - en firkant overfor knæfaldets ovale form. Jeg har arbejdet med bronzen i rækværkets gyldne, blanke, bløde og amorfe form mod døbefontens stramme patinerede form.
Østvinduets svagt rosa ubrudte glas kommunikerer med den genåbnede kvindeindgangs ubrudte og her klare glas.
Sammenhæng, eller mødet mellem knæfaldets bløde hvide lammeskind og kirkebænkenes grå lærredshynder vil styrke begge som de eneste bløde elementer i kirken. Bortset fra kirkegængerne naturligvis.